Ny Mac
Fra Æbletræet, den frie encyklopædi
Hvis man er helt ny på Mac, så kan det i første omgang være ret overvældende. Både hvis man aldrig rigtigt har brugt en computer, men også hvis man er såkaldt 'switcher', som det populært hedder, en der skifter fra en Windows-PC til en Mac.
Denne artikel bør give en et indblik i hvordan tingene hænger sammen, så godt som det nu er muligt.
- Ny Mac
- Køb af Mac
- Mac OS X brugerflade
- Optimalt arbejde
- Ny på Internet
- Byte
- Filer
- Programmer
- Papirkurv
- Problemløsning
- Apple support
Indholdsfortegnelse |
Hvad er Macintosh og Apple?
Apple Computer er et amerikansk firma med base i Silicon Valley, i det nordlige Californien. Firmaet er struktureret om en mere fritsindet filosofi end de fleste større firmaer, idet der er lagt vægt på nogle andre værdier. For eksempel så de sig selv i gamle dage som pirater, som stod op for frihed imod den store 'Big Brother' i form af IBM. Dette har gjort at Apple har mange 'tilhængere' som følger firmaets udvikling meget tæt.
En Mac, eller mere korrekt Macintosh, er computerne som firmaet Apple laver. De er bygget med godt design i tankerne og skal helst være så nemme at have med at gøre som muligt. iMac'en er det perfekte eksempel på dette. Mac'en har eksisteret siden 1984, men har ikke haft den samme eksponering som Windows-PC'ere har haft igennem tiden. Men med iPod'ens udbredelse er Mac'en også blevet mere synlig i hverdagen. Et større indtog af forretninger som sælger Mac'er, samt en kraftigere markedsføring fra Apple's side af (Vi venter dog stadig i Danmark..) og folks stigende negativitet rettet imod Windows, har gjort at markedsdelen for personlige computere er stigende.
Mac OS X er det styresystem som er standard på Mac'er. Det vil sige at det er det software som så at sige få hele computeren til at virke. Modsætningen til dette på en PC er Windows eller Linux. Det er som Mac'erne skabt med simplicitet i tankerne, og er mange gange kåret til at være det simpleste og nemmeste styresystem der er på markedet.
Hjælp! Hvor er...?
Når du har besluttet dig for at skifte til Mac OS X - her går vi ud fra, at du er Windows-bruger - så vær forberedt på et lille kulturchok: Der er nemlig visse ting der fungerer anderledes på en Mac, men du vil hurtigt opdage at Mac OS X i det store og hele er bygget meget logisk og systematisk op, og man vænner sig hurtigt til systemet.
Forskellen på Mac OS X og Windows er ikke så stor som nogle gerne vil gøre den til.
Vi vil i denne artikel prøve at hjælpe dig godt på vej med at finde alternativer og løsninger på dine problemer. De findes nemlig. Det første, du spørger om, når du begynder at anvende Mac er sikkert ting som:
- Hvor er MSN Messenger?
- Hvor er brænderprogrammet?
- Hvad med skriveprogrammet?
- Og Internet Explorer? Den kan man da ikke undvære!
- Hvordan får jeg et vindue til at fylde hele skærmen?
- Hvordan højreklikker jeg?
- Hvordan laver man et @?
- Findes FrontPage ikke til Mac?
Ingen panik: Sådan gør du!
- MSN Messenger: Mac OS X kommer med et indbygget chatprogram kaldet iChat. iChat fungerer desværre ikke så godt sammen med Messenger. Vi anbefaler, at du først læser artiklen om Instant Messaging og henter chatprogrammet AdiumX.
- Brænderprogrammet: OS X er udrustet med en funktion til at brænde CD'er og DVD'er. Prøv at sætte en tom CD eller DVD i drevet, vælg at få disken vist i Finder og kopier nogle arkiver til disken. Tryk så på det lille brænder-symbol, du kan se ved siden af disken i Sidebjælken, og OS X brænder disken for dig. Der findes mere særlige brænderprogrammer som Toast til mere avancerede opgaver. Ellers er de fleste af Apples programmer, herunder dem fra iLife pakken: iPhoto, iDVD og iTunes i stand til direkte at brænde til DVDer og CDer.
- Skriveprogrammet: Prøv iWork som ligger på maskinen i en 30-dages testversion. TextEdit er et enkelt og nyttigt lille program, som kan læse og gemme dokumenter i Word-format. Læs også om de forskellige officepakker, som findes til Mac.
- Internet Explorer: OS X kommer med browseren Safari. Dækker den ikke dine behov, findes der en række andre browsere til OS X.
- Vindue i hele skærmen: Åbn et vindue og træk i det nede i højre hjørne, indtil det har den størrelse, du ønsker. Luk derefter vinduet og åbn det igen: Så burde vinduerne i det pågældende program virke. Et andet alternativ, for de let øvede er, at installere megazoomer.
- Højreklik: Apples mus har ikke knapper, som de fleste mus til Linux og Windows. Tryk på "ctrl" og museknappen samtidigt, med mindre du har en Mighty Mouse. På nyere bærbare kan du højreklikke ved at trykke på touchpadden med 2 fingre samtidig med, at du trykker på knappen. Alternativt kan man holde museknappen nede i et stykke tid, hvorefter højreklik menuen bliver vist.
- Snabel-a: Tryk på "alt" og knappen ved siden af "return", hvor man kan se et @.
- FrontPage: FrontPage findes ikke til Mac. Skal du lave en enkel internetside fra bunden, er det en god idé at bruge Apples eget program iWeb, som er en del af iLife-pakken. RapidWeaver er et andet forholdsvis enkelt program til design af hjemmesider. Har du brug for at redigere kode, findes der en række alternativer som NVU eller Smultron. Har du brug for det helt tunge skyts, findes Adobes DreamWeaver til Mac OS X.
Programmer man bare bør installere
Vi har lavet en liste over programmer man bare bør installere, uanset ens niveau.
- The Unarchiver - Et program til at udpakke komprimerede filer med, som man ofte støder på når man henter tekst og små programmer på nettet.
- Flip4Mac - En Quicktime udvidelse der gør det muligt at se nogle af de WMA- og WMV-formater som Windows bruger til at streame lyd og billede med.
- Flash - Et plugin til at kunne se flash, hvilket efterhånden er standard for at kunne se små film med på nettet.
- VLC - En ekstra medieafspiller til at afspille film med, kan håndtere nogle formater samt codecs som Quicktime ikke kan uden at installere ekstra codecs.
- Perian - Et Quicktime codec som gøre det muligt at afspille mange af de diverse formater som man møder på Internet.
- Cyberduck - En simpel FTP klient der kan håndtere FTP, SFTP og SMTP.
Nu er jeg efterhånden ret sej til Mac!
Det var godt at høre! Vi håber det gik nemt og smertefrit. :) Men i så fald så kan vi anbefale at læse videre på denne artikel.
